Bærer jobbet lønnen i sig selv? Nej - selvfølgelig får en sygeplejerske også løn for sit arbejde.

Lønnen er afhængig af, hvilket job du har som sygeplejerske og sammensættes af centralt forhandlet løn og lokalt forhandlet løn. Derudover får du kompensation for ulemper/gener som f.eks. aften/nat/weekend eller helligdagsarbejde.

Som nyuddannet sygeplejerske får du en grundløn fra ca. 21.900 kr. til 23.100 kr. om måneden afhængigt af, hvor du arbejder i Danmark (august 2010). Din grundløn bliver suppleret med tillæg for f.eks. erfaring, særlige kvalifikationer og varetagelse af specielle funktioner som f.eks. klinisk vejleder for sygeplejestuderende.
Du vil også få tillæg for gener som f.eks. skiftende vagter, hvilket i gennemsnit udgør ca. 2.500 kr. til 3.000 kr. om måneden. Din gennemsnitsløn som basissygeplejerske bliver derved fra ca. 24.400 kr. til 26.100 kr. plus ferie- og pensionsbidrag m.m.

Vælger du at videreuddanne dig indenfor f.eks. ledelse, særlige fagområder eller undervisning, har du mulighed for at opnå en højere løn. Din karriere er altså med til at bestemme, hvad du kommer til at tjene.
Eksempelvis tjener en ledende sygeplejerske i en kommune omkring 42.000 kr. per måned.

Følgende er gennemsnitslønninger for sygehusansatte sygeplejersker, ansat i basisstillinger:

Gennemsnitlig månedsløn Grundløn Genetillæg Månedsløn*
Sygeplejerske med 0-1 års erfaring 21.898,- 2.750,- 24.400,-
Sygeplejerske med 9-10 års erfaring 27.484,- 2.750,- 30.234,-

* Månedsløn før pension m.m.
Kilde: Dansk Sygeplejeråd (december 2010)



Redigeret 9. december 2010
Copyright © www.sygeplejerskeuddannelsen.dk - Redigeret 9. december 2010