- sygeplejerske i en operationsafdeling
Jeg har altid været tiltrukket af det kirurgiske arbejde, måske fordi det hurtige flow på en operationsstue passer godt til mit temperament. Efter en vellykket operation går jeg hjem med følelsen af, at vi har hjulpet en patient til en bedre tilværelse. Mange af vores patienter går med konstante smerter, og operationen gør dem smertefri. Hvis en operation ikke går som forventet, tænker jeg meget over, hvad der kunne være gjort anderledes.
Som operationssygeplejerske er min opgave blandt andet at stille instrumenter frem, sørge for de er sterile og klar til brug. Under operationen assisterer jeg kirurgen og sørger for, at patienten ligger godt, så der for eksempel ikke opstår nerve- eller trykskader. Når kirurgen er færdig, er det operationssygeplejersken der forbinder såret og lægger bandage eller gips på efter behov.
Jeg betragter mig selv som patientens advokat under operationen. Patienten kan jo ikke selv sige hverken til eller fra under bedøvelsen.
Jobbet som operationssygeplejerske kræver stor faglig dygtighed og en klar bevidsthed om patientens fundamentale behov. Det er vigtigt at betragte patienten som et helt menneske, og ikke blot en person med defekt hofte eller skulder.
Vi arbejder ofte sammen med nye og ret uerfarne læger, som har brug for, at vi vurderer en situation og for eksempel siger til, hvis der er behov for ekstra hjælp.
Derfor er en god faglig ballast og solid erfaring fra arbejde på andre afdelinger nødvendig for at kunne bestride jobbet tilfredsstillende.
Redigeret 22. januar 2011
Copyright © www.sygeplejerskeuddannelsen.dk - Redigeret 22. januar 2011