- sygeplejerske i en skadestue
Skadestuen modtager døgnet rundt alle typer af patienter. Børn, unge og gamle - samt både medicinske og kirurgiske patienter. Derfor er arbejdet altid ganske uforudsigeligt og meget afvekslende. Det kræver hurtig handling og evne til at træffe beslutninger. Skadestuen er en afdeling, hvor vi hurtigt ser resultatet af vores arbejde, og kontakten med den enkelte patient er som regel meget kortvarig.
Arbejdet består først og fremmest i at modtage og behandle mennesker med alt lige fra forstuvede ankler, insektbid og mavekneb til forbrændinger og svære kvæstelser.
Det kan også være folk i krise, for eksempel pårørende til pludseligt døde, som har brug for omsorg.
Skadestuen arbejder tæt sammen med alle sygehusets øvrige afdelinger samt Falck og politi. Når Falck bliver kaldt ud til et 112 opkald, giver de os besked når de ved hvor mange og hvilken type patienter, de er på vej med til skadestuen. Vores opgave er at træffe beslutning om, hvilken behandling en akut 112 patient har behov for, sørge for de relevante læger er tilstede og gøre klar til modtagelsen.
Arbejdet kræver et godt overblik, høj faglighed og stor erfaring samt evnen til at holde mange bolde i luften på en gang og samarbejde på tværs af faggrupper.
Jeg kan godt lide at stå over for nye patienter og udfordringer hver eneste dag, og derfor passer tempoet og alsidigheden i arbejdet på skadestuen mig godt. Det giver mig stor tilfredsstillelse hver dag at se, mit arbejde gør gavn.
Redigeret 22. januar 2011
Copyright © www.sygeplejerskeuddannelsen.dk - Redigeret 22. januar 2011